Udtalelse fra Jammerbugt Kommune
"I Jammerbugt Kommune har vi gjort brug af De Særlige Pladser til borgere med svær psykisk sygdom koblet med andre komplekse problemstillinger også sociale, som eksempelvis kan være misbrug af rusmidler og alkohol samt problemskabende adfærd.
For os at se er det unikke ved De Særlige Pladser, at man her kan rumme ”hele” borgeren. De Særlige Pladser kan med den tværfagligt sammensatte stab af medarbejdere tilrettelægge den enkelte borgers team ud fra dennes behov. Her tænkes både på arbejdet med en borgers psykiske sygdom, eventuelt somatiske sygdom, misbrugsproblematikker, sociale problemstillinger og praktiske færdigheder. Alt sammen vigtige elementer, der bidrager til, at borgeren forberedes til en mindre indgribende foranstaltning. Netop dette har i sagerne fra Jammerbugt Kommune betydet en forskel. Borgerne har efter forløbet på De Særlige Pladser været klar til at indgå i et samarbejde med fagpersoner, hvilket for de fleste af dem tidligere har været ganske udfordrende.
Den fysiske ramme har for os at se også været med til at gøre en forskel. Det, at der er plads, ro, lys, luft og mulighed for skærmning samtidig med, at døren som udgangspunkt er låst. Borgerne ved hele tiden godt, at de kan komme ud, hvis de ønsker det, men vi oplever, at flere af borgerne har udtalt, at den låste dør er med til at gøre en forskel i form af øget tryghed og ro.
Samarbejdet med medarbejderne i praksis, administrativt og ledelse opleves under en borgers forløb yderst positivt. Der er tæt opfølgning og kontakt ved behov hvilket er givtigt for at sagsbehandler kan yde det optimale fra sin stol."
Tanja Johanne Mølgård Møller
Pædagogisk Faglig Koordinator
Myndighed Sundhed-Handicap, Brovst