Dialoggrupper med andre voksne

I en dialoggruppe kan mennesker, der har en psykisk lidelse, og deres nære pårørende mødes med andre, der også har psykisk sygdom tæt inde på livet. 

Psykisk sygdom påvirker relationen mellem de pårørende, og den, der er syg. Det kan være svært at få talt åbent om tingene, og der kan opstå en del usikkerhed og konflikter.  Måske er det svært selv at finde de løsninger, der skal til, og derfor kan det være nyttige at mødes med andre, der også har psykisk sygdom tæt inde på livet. Det er der mulighed for i en dialoggruppe i Center for Pårørende.

Gruppeforloeb i Center for Paaroerende

 

Et forløb i en dialoggruppe består af 5 møder

Gruppen mødes 5 eftermiddage med cirka 14 dages mellemrum.  Hver gang deltager også 2 medarbejdere fra Center for Pårørende, der guider og støtter i de samtaler, der finder sted.

Møderne finder sted i Center for Pårørende, der har adresse på psykiatrisk sygehus i Aalborg:

Psykiatrien – Aalborg Universitetshospital
Mølleparkvej 10
9000 Aalborg

 

Dialoggruppen går tæt på hverdagens udfordringer

I dialoggruppen er der mulighed for at samtale om de udfordringer, som deltagerne oplever i deres hverdag. Alle får mulighed for at byde ind med erfaringer, perspektiver og forslag til, hvordan forskellige problemstillinger kan håndteres.

Formålet er, at give deltagerne mulighed for at støtte hinanden og hjælpe hinanden, og mindske følelsen af at stå meget alene med de problemer, de hver især har. 

Temaer som disse vil være i fokus:

  • Hvordan er den psykiske lidelse med til at ’forstyrre’ den relation, der er mellem parterne?
  • Hvordan kan man få talt godt sammen om sygdommen?
  • Hvad kan man gøre, når der opstår en kritisk situation?
  • Hvordan kan pårørende hjælpe – og hvad ønskes der hjælp til?

 

Målgruppe

For at komme med i en dialoggruppe skal den person, der har en diagnose, først havde deltaget i et samtaleforløb i Center for Pårørende sammen med en eller flere nære pårørende. 

Læs om samtaleforløb i Center for Pårørende

Er I igang med et samtaleforløb hos os, vil I få information om dialoggrupperne, og der kan være mulighed for, at I bliver tilmeldt en gruppe med det samme.

I kan også kontakte os, hvis I senere finder ud af, at I gerne vil med i en dialoggruppe - eller har brug for at få genfrisket, hvad tilbuddet går ud på.

I kan ringe til os på telefon 97 64 37 89 - eller sende en mail til cfp-psykiatri@rn.dk. Husk at skrive et telefonnummer, så en af vores medarbejdere kan ringe til jer.