Millioner til forskning

Det Obelske Familiefond har ved årets sidste uddelingsrunde bevilget støtte til blandt andet forskning i blodpropper og lægemiddelsikkerhed, reduktion af alkoholskader hos nyfødte og bedre udredning af børn og unge for psykiatriske diagnoser.
Den største enkeltbevilling er på 5,6 mio. kr. og går til et professorat ved ATRU (Aalborg Thrombosis Research Unit) Aalborg Universitetshospital, som skal fokusere på forskning i blodpropper og lægemiddelsikkerhed.

Med et nyt professorat i Enhed for Trombose og Lægemiddelforskning er det visionen at gøre Aalborg Universitetshospital til en af de førende internationale aktører inden for forskning i blodpropper og lægemiddelsikkerhed. 

Det Obelske Familiefond støttede i 2012-13 etableringen af Enheder for Trombose og Lægemiddelforskning med femårige bevillinger på i alt 24,3 mio. kr. Enheder der siden har vist deres værd igennem en lang række forskningsresultater og publikationer blandt andet inden for hjerteflimren, som 120.000 patienter i Danmark lider af, og som giver forhøjet risiko for blodpropper i hjernen og død. 

Målet med det nye professorat er at sikre hurtig implementering af nye forskningsresultater og at tiltrække de bedste forskere og læger fra hele landet og fastholde dem til gavn for regionen. 

Alkoholskader hos nyfødte

Et projekt, ledet af Thomas Larsen, Obstetrisk Gynækologisk Afdeling, der skal reducere alkoholskader hos nyfødte, støttes med 1 mio. kr.

17 procent af gravide drikker alkohol under graviditeten, efter at de har erkendt graviditeten. Det giver øget risiko for en række graviditets- og fødselskomplikationer som spontan abort og tidlig fødsel, ligesom det giver risiko for medfødte alkoholskader hos barnet.

Forskningsprojektet skal belyse sammenhængen mellem alkoholforbrug under graviditeten og komplikationer. Formålet er at at skabe afgørende viden på området og at kunne tilbyde en tidligere og mere kvalificeret indsats til gavn for både mødre og børn.

Det er velkendt, at social arv er afgørende for unges uddannelsesniveau og almindelige trivsel, men nu tyder nye undersøgelser på, at udsathed blandt unge er ved at ændre udtryk, så unge fra middelklassen også rammes.

Bedre udredning

Endelig har fonden bevilget 2,5 mio. kr. til et nyt tre-årigt projekt i regi af Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri ved Aalborg Universitetshospital. Projektet ledes af overlæge og leder af forskningsenheden BU, Marlene Briciet Lauritsen.

Projektet skal undersøge en ny og mindre ressourcekrævende metode, når børn og unge skal udredes for psykiatriske diagnoser med henblik på at undgå fejldiagnoser.

 

Opdateret