Ph.d-forsvar ved Ditte Lammers Vernal

Tirsdag den 21. november 2017 forsvarer specialpsykolog Ditte Lammers Vernal sin afhandling om skizofreni hos børn og unge.

Om ph.d.-afhandlingen

Ph.d.-projektet omhandler skizofreni hos børn og unge og er undersøgt med forskellige forskningsmetoder.

Første del består af et systematisk litteraturstudie af forløbet af tidlig skizofreni (debut før det 18. år). 21 studier er inkluderet i undersøgelsen, der viser, at tidlig skizofreni er forbundet med dårlig prognose hos 60,1% af patienterne. 24,5% har et moderat forløb og 15,4% har et mildt forløb.

Anden del består af et valideringsstudie af tidlig skizofreni i det Danske Psykiatriske Central Register. Journal-materiale fra 200 tilfældigt udvalgte børn og unge med skizofreni er blev indsamlet og evalueret af erfarne klinikere.
Undersøgelsen viser, at skizofrenidiagnoser, der var stillet ambulant, oftere var fejlregistreret og havde generelt en lavere validitet end skizofreni udredt under indlæggelse.
Overordnet kan det konkluderes, at validiteten er tilstrækkelig for registerforskning.

Tredje del er et registerstudie, der sammenligner 1.223 patienter diagnosticeret med tidlig skizofreni med 15.114 patienter diagnosticeret mellem 18 og 40 år over gennemsnitligt 9,5 år.
Studiet er det største til dato af patienter med tidlig skizofreni.
Med indlæggelsesdage som det primære outcome-mål konkluderes, at tidlig skizofreni ligner forløbet med debut i voksenalderen, og dette registerstudie kan ikke påvise en værre prognose ved tidlig skizofreni.  Fundene understøtter desuden, at andre faktorer end debutalder er væsentlige for prognose - såsom alkohol- og stofmisbrug samt belastninger og traumer.
Disse faktorer bør adresseres både i forebyggelsesøjemed samt i interventionsindsatsen.

Indbydelse til ph.d.-forsvar

Klinisk Institut, Aalborg Universitet, og Aalborg Universitetshospital inviterer til ph.d.-forsvar ved cand.psych., specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri Ditte Lammers Vernal, Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri, som forsvarer ph.d.-afhandlingen: Forløb af skizofreni hos børn og unge (Outcomes of Early-Onset Schizophrenia).

Ditte Lammers Vernal

Ph.d.-forsvaret finder sted tirsdag den 21. november 2017 kl. 14.00 hos Psykiatrien i Aalborg, Mølleparkvej 10 (benyt Indgang 6)
Forsvaret foregår på engelsk.

Vejledere

  • Marlene Briciet Lauritsen, hovedvejleder, dr.med, klinisk lektor, leder af Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri, Aalborg Universitetshospital
  • René Ernst Nielsen, overlæge, lektor, ph.d., Enheden for Psykiatrisk Forskning, Aalborg Universitetshospital

Bedømmelsesudvalg

  • Jan Mainz, professor, formand for bedømmelsesudvalget, Psykiatrien, Aalborg Universitetshospital
  • Sir Robin Murray, professor, Institute of Psychiatry, King’s College, London, UK
  • Håkan Jarbin, dr.med., Lunds Universitet, Sverige

Bemærk, at Psykiatrien og Aalborg Universitet er vært for en reception efter forsvaret.
Alle er velkomne.

Opdateret