Center for Selvmordsforebyggelse
Center for Selvmordsforebyggelse
Center for Selvmordsforebyggelse tilbyder behandling og støtte til mennesker, der har forsøgt selvmord eller vedvarende har tanker om selvmord. Centret yder også hjælp og støtte til pårørende og efterladte - og tilbyder rådgivning, undervisning og supervision til sundhedspersonale o.a.

Telefon 72 13 78 21.

Ved akut brug for hjælp udenfor Centrets åbningstid: Kontakt Telefonrådgivningen på Psykiatrisk Skadestue: 98 13 42 02 eller Lægevagten: 70 15 03 00.

Center for Selvmordsforebyggelse
Aalborg Psykiatriske Sygehus - Århus Universitetshospital
Mølleparkvej 10 - (Højhuset, 1. sal, kontorgang A)
9000  Aalborg

Telefon 72 13 78 21
Mandag-fredag kl. 9-14

www.selvmordsforebyggelse.rn.dk 

OBS! Center for Selvmordsforebyggelse tilbyder også behandlingssamtaler i henholdsvis Frederikshavn og Thisted.

Kontakt Centret for yderligere oplysninger. 

Hvem kommer i behandling?

Center for Selvmordsforebyggelse er et tilbud til mennesker, der har forsøgt selvmord eller som vedvarende har tanker om selvmord.

Akut hjælp efter selvmordsforsøg foregår i andet regi, fx vil de direkte følger efter selvskadende handlinger blive behandlet på somatisk sygehus. Lægen på sygehuset kan efterfølgende henvise patienten til behandling i Center for Selvmordsforebyggelse.

Personer, der allerede er i behandling, fx hos en praktiserende psykolog eller psykiater, henvises til at fortsætte den igangværende behandling.

Mennesker med psykiatriske sygdomme som skizofreni eller alvorlige affektive lidelser (mani og depression) eller personlighedsforstyrrelser, hører ikke til Centrets målgruppe. De vil ofte være i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem - og evt. behandling vil foregå i det regi.

Henvisning - Hvordan?

Det er den praktiserende læge eller sygehuslægen, der henviser til behandling i Center for Selvmordsforebyggelse.

Henvisning kan ske direkte til Center for Selvmordsforebyggelse eller til Afdeling Syd, Aalborg Psykiatriske Sygehus.
Centret tilstræber at se den henviste patient indenfor 5 arbejdsdage.

Nogle patienter henvises akut til Center for Selvmordsforebyggelse via Psykiatrisk Skadestue og Modtagelse på Aalborg Psykiatrisk Sygehus.

Centrets personale

Centrets personale omfatter en overlæge, tre psykologer, en socialrådgiver og en sekretær.

Overlægen er ansvarlig for den behandlingsplan, der iværksættes - herunder den medicinske behandling.

Både overlæge, psykologer og socialrådgiver varetager behandlingsforløb - individuelt og i grupper, og socialrådgiveren involveres i særlige sociale problemstillinger.

Behandling

Centrets behandlingstilbud består af samtaleforløb af kortere eller længere varighed.

Behandlingsforløbet indledes med 1-2 indledende udredningssamtaler og på baggrund heraf udarbejdes der en individuel behandlingsplan.
Pårørende opfordres til at deltage i den/de indledende samtale(r) - sammen med patienten.

Det typsiske behandlingsforløb består herefter af 8-10 terapisessioner.
Centret benytter kognitive behandlingsformer, idet der arbejdes målrettet med at ændre patientens tanke- og adfærdsmønstre, så der viser sig andre handlemuigheder for den pågældende person.

Afslutning af behandlingsforløbet - Hvordan?

Når det planlagte antal terapi-sessioner er gennemført, vurderes patientens tilstand på ny, bl.a. ved hjælp af standardiserede tests, og eventuel opfølgende behandling iværksættes.

Hjælp og støtte til pårørende og efterladte

Center for Selvmordsforebyggelse tilbyder i begrænset omfang undervisning (psykoedukation) til efterladte og pårørende. Formålet er at styrke de pårørendes muligheder for at håndtere den vanskelige situation, de står i.

  • Aftenmøder for pårørende
    Arrangementet er sat i bero, der arbejdes p.t. i stedet med andet tilbud til pårørende. 
  • Aftenmøder for efterladte
    2-4 aftener om året afholdes der aftenarrangementer specielt tilegnet efterladte efter selvmord. Her er emnerne bl.a. , hvordan man som efterladt kan forlige sig med tabet af en nærtstående, og hvordan man kan komme sig over den sorg, dødsfaldet efterlader.
    Næste møde:  
  • Personale fra Center for Selvmordsforebyggelse står for undervisningen, og i møderne deltager også sygehuspræsten fra Aalborg Psykiatriske Sygehus. Tilmelding senest ... på mail til CFS@rn.dk eller tel. 7213 7821.
  • Aftenarrangementerne annonceres også på Psykiatriens hjemmeside, www.psykiatri.rn.dk.

Tilbud til fagpersonale i sundheds- og plejesektoren

Undervisning af fagpersoner

I det tidligere Nordjyllands Amt blev der udarbejdet en overordnet strategi for selvmordsforebyggelse, og bl.a. med afsæt i denne strategi tilbyder Center for Selvmordsforebyggelse undervsning til fagpersonale i sundheds- og plejesektoren.

Formålet er at styrke personalets muligheder for at forebygge og håndtere selvmordsforsøg.

Bl.a. er der ved amtets sygehuse udpeget nøglepersoner, som undervises af Center for Selvmordsforebyggelse min. 2 gange årligt eller ved behov.

Centret tilbyder også undervisning til praktiserende læger og til kommunale nøglepersoner vedrørende selvmordsforebyggelse.

Nordjysk Netværk

Én gang om året tilrettelægges en temadag for Nordjysk Netværk vedrørende selvmordsadfærd.

Netværket består af Kriminalforsorgen, politiet, psykologerne ved ungdomsuddannelserne, Sundhedsfremmekonsulenterne, Aalborg Kommunes Ungdomscenter, Den sociale Skadestue i Aalborg, PPR, Forsorgshjemmet Svenstrupgård og Varmestuerne.

Center for Selvmordsforebyggelse samarbejder direkte med sygehuspræsten ved Aalborg Psykiatriske Sygehus, der indgår i præsternes landsdækkende netværk for selvmordsforebyggelse.

Det støttende og ledsagende princip

I Region Nordjylland arbejdes der ud fra "det støttende og ledsagende princip", hvilket bl.a. indebærer, at sundheds- og plejepersonale har ansvar for, at en person, der har forsøgt selvmord eller går med vedvarende tanker herom, visiteres til et relevant behandlingstilbud.

Det er vigtigt at sørge for, at patienten når frem til det foreslåede og accepterede behandlingstilbud, og om nødvendigt bør personen ledsages til den første kontakt - evt. kan der træffes aftale med en person i patientens netværk herom.