Dagbehandling for Personlighedsforstyrrelser tilbyder psykoterapeutisk behandling af personer med personlighedsforstyrrelser - ud fra et primært psykodynamisk perspektiv.
Personale
Aktuelt består personalegruppen af en psykolog (daglig leder), en sygeplejerske, en socialrådgiver og en sekretær. Herudover er der tilknyttet en ekstern speciallægekonsulent.
Målgruppe
Patienter, der får tilbudt behandling i Dagbehandling for Personlighedsforstyrrelser, skønnes at have brug for et intensivt og længerevarende psykoterapeutisk tilbud. Det drejer sig om patienter med store interpersonelle vanskeligheder, instabilitet og vanskeligheder med affektregulering, og som ikke i tilstrækkelig grad kan profitere af andre behandlingstilbud.
Nedenunder er beskrevet en række vejledende inklusions- og eksklusionskriterier.
Inklusionskriterier:
- Patienter mellem 18 og 40 år
- Personlighedsforstyrrelser – primært personer med emotionelt ustabil, ængstelig (evasiv) og dependent personlighedsstruktur med eller uden lettere depressive træk, angstlidelse og belastnings- og tilpasningsreaktioner
Derudover skal patienten være motiveret for at indgå i et intensivt behandlingsforløb med flere ugentlige samtaler samt være motiveret for forandring, og patienten skal have en vis evne til selviagttagelse, empati og psykologisk tankegang.
Eksklusionskriterier:
- Patienter med misbrug (herunder afhængighedsskabende medicin)
- Patienter med udtalte dyssociale og paranoide træ
- Patienter, som opfylder kriterierne for: skizofreni, skizotypisk sindslidelse, bipolar affektiv sindslidelse, gennemgribende udviklingsforstyrrelser, hyperkinetiske forstyrrelser, somatisk betinget sindslidelse, svær spiseforstyrrelse eller mental retardering
- Brug af benzodiazapiner.
Henvisning - Hvordan?
Henvisning til teamet sker via Afdeling Nords speciallæger i psykiatri.
Praktiserende læger kan ikke henvise direkte til tilbuddet.
Ved henvisning ønskes de nedenstående punkter kortfattet belyst:
- Diagnose
- Symptomer (art, varighed, baggrund, evt. konsekvenser)
- Årsag til henvisning på nuværende tidspunkt
- Social situation (uddannelse, i arbejde, sygemeldt, særlige økonomiske forhold, etc.)
- Familiær situation (gift, enlig, børn: problemer med disse eller familien i øvrigt)
- Somatisk sygdom
- Tidligere psykiatrisk/psykologisk behandling (hvor, hvornår og resultatet)
- Aktuel medicin
- Evt. misbrug
- Vurdering af psykoterapeutisk egnethed (evne til refleksion, indsigt i egen problematik, evne til empati, evne til selvobservation, evne til psykologisk tankegang).
På baggrund af de informationer, der fremsendes sammen med henvisningen tages der stilling til, om patienten skønnes egnet til at indgå i en uddybende/supplerende udredning.
På baggrund af en grundig udredning tages der stilling til, om patienten kan tilbydes et behandlingsforløb i teamet.
Forvisitation
Såfremt psykoterapeutisk behandling skønnes relevant, opfordres patienten til at skrive et brev, hvor han eller hun beskriver:
- Nuværende psykiske vanskeligheder (fx debut, varighed og omstændigheder)
- Opvækst (forældre, søskende, konflikter, psykosociale forhold, skolegang)
- Nuværende sociale situation (job, uddannelse, bolig og familierelationer)
- Forløb af evt. tidligere behandling, og hvad patienten har fået ud af denne
- Forventninger til en kommende psykoterapeutisk behandling.
Derudover vil patienten blive bedt om at udfylde en række spørgeskemaer - med henblik på at indhente supplerende informationer omkring psykopatologi samt som led i kvalitetsvurdering af behandlingstilbudet.
(Vi er naturligvis åbne for, at der kan være patienter, der ikke er stærke i skriftlig fremstilling, og de får mulighed for at komme til forvisitation uden på forhånd at have skrevet et brev).
Ved selve forvisitationssamtalen foretages:
- En generel vurdering af psykoterapeutisk egnethed
- Eventuel supplerende vurdering af psykopatologi (fx PSE og SCID-II).
Herefter sammenfattes alle oplysninger om patienten, og der tages stilling til, hvorvidt patienten tilhører målgruppen, og - i givet fald -hvilken behandling, der kan anbefales og tilbydes.
Behandling
Teamet har overordnet to forskellige behandlingstilbud:
- Et intensivt behandlingstilbud bestående af ugentlig individuel psykoterapi og gruppeterapi samt psykoedukation én gang om måneden
- Et mindre intensivt behandlingstilbud bestående af ugentlig, individuel psykoterapi.
Det overordnede mål med behandlingen er at fremme evnen til mentalisering, impulskontrol og affektregulering samt at reducere selvdestruktiv og selvundertrykkende adfærd og styrke det interpersonelle funktionsniveau.
Behandlingsmetoden er psykodynamisk og baserer sig specifikt på den mentaliseringsbaserede behandling (MBT), som er udviklet af Anthony Bateman & Peter Fonagy.